LØRDAG DEN 9. JANUAR 2009

Årets sprogbruger 2009

Mette Walsted Vestergaard er en markant tv-vært som mange har en mening om, og ikke altid en positiv én. Der er antydningen af formalitet og distance over hende, hvilket er befriende; for den Jes Dorphske indladenhed er — med al respekt i øvrigt — for vammel i det lange løb. En nyhedsvært skal ikke lade sin personlighed underminere embedets formelle funktion. Men en nyhedsvært må gerne skære tingene ud i pap og være tydelig og levende i sin mimik, og det er Mette Walsted Vestergaard.

Jeg tror det er kombinationen af den antijoviale, tilpas formelle attitude, og så alligevel en 100-procents tilstedeværelse i prosodi og mimik, der kan provokere. Nogle gange er det som om Mette Walsted understreger det infantile potentiale i en idiotisk nyhed alene ved at være klar og tydelig; og mens vi er nogle som opfatter dette som en professionel — og ikke-undskyldende, ikke-mumlende — overbringelse af en nyhed hun ikke selv behøver at forsvare, er der nok nogle der føler hun er dum eller nedladende. Det er en mistolkning, men det vil kun kunne undgås helt hvis TV Avisen løfter det redaktionelle interesseniveau.

Mette Walsted Vestergaard er årets sprogbruger fordi hun er forbilledlig i udtalen. Der er ikke noget ”kræft” der bliver til ”kraft” eller ”rettet” der bliver til ”rattet”. Der er ingen bøjninger der går tabt, så fx ”sikrere” bliver til ”sikre” eller ”forkølede” bliver til ”forkølet”. Der er ikke forkerte dobbelte hovedtryk som giver indtryk af navneordsfragmentering (”overenskomst … forhandlinger”). ”Terror” bliver ikke til ”tawor”. Og der er ingen ”menneskehed” som bliver kaldt ”menneskelighed” eller halvmumlet et sted derimellem for at helgardere.

Mette Walsted Vestergaard virker på ingen måde påfaldende hyperkorrekt eller unaturlig, men har en nuanceret og ækvilibristisk prosodi som altid understøtter betydningshierarkiet: Hun betoner de ord der bærer pointen, ikke andre, og hun taler hurtigere og lavere ved parenteser. Derudover er hun pædagogisk tydelig med nye ord, fx ”kropsskanner”. Et særligt varemærke er hendes hovednikken som både kan bruges til at stemple trykstærke stavelser ud og til at signalere redundans.

Variationen af tone og tempo er hos Mette Walsted aldrig nogensinde en indholdstom maner (som hos visse kolleger), men altid i klar overensstemmelse med sammenhæng og betydning. Det betyder at man aldrig bliver bragt på vildspor, havner i en irrelevant blindgyde (fx i Reimar Bos navle) eller falder i søvn, men tværtimod bringes i tæt kontakt med det intenderede budskab i hver sætning. Her bliver sproget ikke bare et transparent vindue til betydningen, det bliver næsten ”mening i 3D”.

Hvad skal andre lære af Mette Walsted Vestergaard? Ja, ud over at opbygge en sproglig kompetence og interesse som modsvarer ens profession, skal man lære det samme som man skal lære af svenskerne. Nemlig at det ikke er forkert eller teatralsk at udtale sproget lige så engageret og helhjertet som hvis man mente hvert et ord — inklusive bøjning. Det betyder ikke at man skal begå samme misforståelse som Kronprinsen gør når han udtaler ”have” som [have] i stedet for [ha’], selv i mindre højtidelige sammenhænge som på ingen måde kan bære det (for når man lyder som en amatøroplæser, lyder man jo heller ikke som om man mener det). Men det betyder at vi skal udtale sproget så tydeligt at der ikke går betydning tabt, herunder også den implicitte betydning der ligger i at vise hinanden at vi elsker og respekterer vores sprog (og vores eget budskab) så meget at vi gør os umage med at udtale det ordentligt. Mere ordentligt og tydeligt i et formidlingsembede end hjemme i stuen; men som det er lige nu, bør niveauet løftes begge steder.

Andre studieværter skal i særdeleshed lære af Mette Walsted Vestergaard at lægge den manieristiske, indholdsarbitrære variation i prosodien på hylden (inklusive pauseringer midt i sammensatte ord), til fordel for en prosodi som lever sig ind i indholdet og bruges til at afspejle pointerne og betydningshierarkiet.

Det var da Mette Walsted i forbindelse med kommunalvalget den 17. november var udstationeret på et … øh, andet ”valgsted”, at jeg besluttede mig for at udnævne hende til årets sprogbruger på min lille blog. Da var hun for en sjælden gang trådt ud af nyhedsoplæserrollen, væk fra stol og bord, og ud i en mere fri og improviseret reporterrolle hvor hun viste sig lige så tjekket som bag nyhedsdisken.

Det var bekræftende og åbenbarende, men ikke så overraskende. Hvad der imidlertid har været overraskende, er at erfare at hun også er en blændende skribent. I morgen bringer jeg med eneret for Kommakommunikation en lille men temmelig fremragende artikel fra Mette Walsted Vestergaards pen hvor hun filosoferer over sprogrøgtens væsen. Den udgør samtidig startskuddet til en sprogstafet hvor en ny, mere eller mindre kendt dansker — udpeget af den forudgående, startende med Vestergaard — hver søndag skriver om en sproglig tanke her på Kommakommunikation.


Mette Walsted Vestergaard

(foto: Agnete Schlichtkrull / DR)

Født den 19. januar 1973 i København og opvokset i Kokkedal. Skolegang på Holmegårdsskolen i Kokkedal, Rungsted Gymnasium og RUC (cand.comm.).

Bor på Christianshavn og har i knap 3 år dannet par med den ligeså offentligt kendte Michael Kristiansen.